Mentalisering

Som eksempel kan du forestille dig et barn, der tit ’spiller politibetjent’. Til samling irettesætter barnet måske andre børn, når I taler sammen, og siger: ’Ej altså Lucca, du skal sige din livret, og ikke hvad du spiste i weekenden!”.

Umiddelbart ser man som voksen udefra måske et bedrevidende barn, der gerne vil bestemme og belære, og som måske gør andre børn og voksne irriterede. Men hvis man mentaliserer barnet og ser det indefra, ser det helt anderledes ud. Så får man måske øje på et barn, der har behov for at føle kontrol og tryghed i en situation, hvor kravene opleves som for høje og uklare, eller hvor barnet er usikkert på sin rolle og plads i fællesskabet.

Når man samtidig mentaliserer den voksne, ser man måske ude fra en voksen, som afviser barnet ved at undgå øjenkontakt og ikke giver barnet taletid. Set indefra kunne det være, fordi den voksne tænker om barnet, at det fylder på en negativ måde, og at den voksne derfor føler sig presset af, at det er svært at nå at give alle børn opmærksomhed. Så handler den voksnes reaktion på barnet om meget mere end det, barnet gør lige nu og her til samling.

Spørg dig selv, hvordan barnet mon oplevede situationen, og prøv evt. at formulere det for dig selv med de ord barnet ville bruge.

Forestil dig, at du står uden for dig selv og kigger på dine tanker og følelser. Spørg dig selv, hvorfor du føler, som du gør, og hvad der mon ligger bag din handling.

Spørg jer selv og hinanden, hvad et barns adfærd mon handler om. For eksempel ’Hvad tror vi, at barnet prøver at fortælle, når det råber?’, ’Hvorfor mon barnet ødelægger andres leg?’, ’Hvad kan det handle om, når barnet altid siger nej til at være med i en aktivitet?’ eller ’Hvilke følelser er barnet mon fyldt op af, når et eller andet sker?’. I kan også tale om, hvordan I tror, at et barn oplevede en reaktion fra jer som voksne.

Hjælp børn med at forstå, hvordan de føler og har det ved at sætte ord på det, I tror, der er på spil. Brug jeres stemmeleje, mimik og kropssprog til at gøre det ekstra tydeligt for barnet. Undgå lange forklaringer, for det kan børn sjældent rumme. Vis og udtryk, at I ikke selv føler det samme som barnet, så barnet ikke oplever, at det smitter jer med sine følelser. Når I spejler børns følelser, bliver de efterhånden selv bedre til at forstå og regulere deres følelser, så de kan håndtere voldsomme følelsesudbrud.

Stop op, når evnen til at mentalisere forsvinder. Træk vejret, og find ro nok til igen at kunne forstå et barn indefra. Forklar, at det, du gjorde, vist ikke var rart, og sig eventuelt undskyld. Det viser, at du tager ansvar for at reparere den vigtige, trygge relation til barnet. Undersøg så, hvordan barnet oplevede situationen ved at spørge eller gætte, indtil barnet føler sig set og forstået. Husk, at en uheldig reaktion aldrig kun går ud over en person. Andre børn – og voksne – blev måske også påvirkede.

Spørg jer selv og kollegerne, hvilke tanker og følelser der er på spil hos jer voksne, når noget er svært. Enten i en konkret situation eller mere generelt. For eksempel ’Hvornår er det svært at imødekomme et bestemt barns behov?’, ’Hvilke børn kommer vi måske til at overse?’ eller ’Hvornår bliver vi pressede eller irriterede? Hvad sker der indeni mig? Og hvordan handler jeg så?’. Vær opmærksom på ikke at gøre barnet til problemet eller at give barnet skylden. Så holder I nemlig op med at mentalisere. Bliv i stedet klogere på følelserne, tankerne og behovene bagved barnets reaktion eller handling.

Det kan være gavnligt ikke kun at tale med hinanden om det, der er svært. Snak også om situationer, hvor I er gode til at leve jer ind i, hvordan et barn har det. Og hvor I er gode til at forstå jeres egne reaktioner uden at give barnet skylden for dem. Så bliver I klogere på, hvad I gør godt.