Inspirationspakke til trygge, digitale fællesskaber 

Gratis inspirationspakke til jer som fagpersoner. Pakken kan sætte gang i refleksion og dialog om, hvordan I understøtter trygge, digitale fællesskaber på jeres skole.

Vidste du, at 1 ud af 10 børn oplever at være uden for de digitale fællesskaber i klassen? Og vidste du, at kun 4 ud af 10 børn oplever at have talt om grupper på sociale medier i undervisningen? 

Jeg er en pige på 12, og hele min klasse har Snapchat udover mig. Alle i min klasse bruger Snapchat, og derfor bliver jeg på en måde ”holdt udenfor” i fællesskabet. […] I min klasse har klassen noget der hedder ”klasse gruppen” inde på Snapchat hvor de skriver ALT nyt.

Min mor siger jeg ikke må få Snapchat før jeg er 13, for hun synes jeg skal være ”stor nok” til at få det. […] Så jeg bliver holdt udenfor i klassefællesskabet og bliver hverken skrevet eller talt til. De fleste drenge og piger i min klasse siger at det er lamt og begynder at grine når jeg fortæller at jeg ikke har Snapchat.

Pige, 12 år

I Børns Vilkår har vi udviklet en gratis inspirationspakke til jeres arbejde med digital dannelse og digitale fællesskaber.
Pakken består af korte videoer med forskere og andre fagfolk inden for børns digitale liv og fællesskaber. Til hver video er der et oplæg til refleksion eller dialog mellem dig og dine kolleger.
I kan bruge videoer og tilhørende dialogspørgsmål på et personalemøde, et teammøde eller til individuel refleksion.

Med i pakken er input fra:

• Stine Liv Johansen, Ph.D. og lektor ved Børns Medier, AAU
• Camilla Mehlsen, digital medieekspert, Mehlsen Media
• Louise Holbek Kønigsfeldt, senioranalytiker i Børns Vilkår
• Sanne Lind, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår

Faglige oplæg fra konferencen Børn og unge i digitale fællesskaber

Konference om børn og unge i digitale fællesskaber

I november 2022 afholdt Børns Vilkår og Trygfonden en konference om børn og unge i digitale fællesskaber. Se eller gense de faglige oplæg fra konferencen herunder.

Se oplæg her