Støt dit barn ved at spørge til, hvordan barnet oplever sin skolegang og vær gerne meget konkret: Hvad kan du godt lide i skolen, hvilke fag kan du lide, hvilke timer er bedst og hvilke frikvarterer? Hvem kan du være sammen med i frikvartererne, og hvad kan du lide at lave sammen med dem?
Men tal også om, hvad der er svært: Hvilke følelser og tanker opstår i skolen, når det bliver svært, og hvad gør du så? Og så kan det også være vigtigt at tale med barnet om, hvordan det plejer at klare noget, der bliver svært. Hvad kan det selv gøre, hvad kan lærerne gøre, hvad kan I som forældre hjælpe med?
Mange børn har svært ved at selv at forklare årsagerne eller sætte præcise ord på problemet. Her er det vigtigt at spørge helt konkret ind og tale med barnet, sådan så I sammen kan få en fornemmelse af, hvad problemet handler om, og hvor der kunne findes mulige løsninger.
Vi skal som voksne, forældre og fagpersoner altid være nysgerrige på barnets fortællinger, og vide at der altid er gode grunde til, at børn for tiden ikke går i skole.
Find et godt tidspunkt at tale med dit barn - f.eks. ikke lige inden sengetid, fordi I begge kan være for trætte, og det kan være svært at falde i søvn bagefter. Men måske i “fredstid”, dvs. ikke lige midt i at der er en konflikt om, at barnet ikke tager i skole. Denne slags samtaler med barnet foregår bedst, når I begge er rolige og kan tænke jer bedre om.
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark. Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.