Har dit barn ikke lyst til at komme i skole?
Skolefravær udvikler sig gradvist. Det starter ofte med, at barnet givet udtryk for fysisk ubehag, og protesterer imod at gå i skole, men stadig kommer af sted. Næste skridt kan være, at barnet udebliver fra enkelte timer eller enkelte dage, indtil der opstår et længerevarende fravær, eller barnet helt holder op med at komme i skole.
Manglende lyst til at gå i skole kan være et af de første tegn på et begyndende skolefravær, og det er desværre temmelig udbredt. Hvert tredje barn i vores børnepanelundersøgelse, hvor vi har spurgt flere end 1500 børn i 5. og 8. klasse, fortæller, at de for tiden ikke har lyst til at gå i skole.
Børnene taler blandt andet om, at de føler sig trætte, keder sig, synes skoledagene er lange, har svært ved at følge med fagligt, har det svært med en lærer eller oplever at de ikke har nogen venner. Så disse områder kan også være vigtige som forælder at tale med sine børn om.
Tal med skolen
Men det handler også om at få talt med skolen om dit barns mistrivsel så tidligt som muligt, så lærerne får kendskab til det, barnet tumler med. Lærerne kan nogle gange have et helt andet billede af, hvordan barnet fungerer i skolen, fordi barnet f.eks. holder sammen på sig selv i skolen, men giver lidt mere slip derhjemme. Så det er vigtigt, at de voksne omkring barnet får talt med hinanden og med barnet.